Lytteguide for første gangs besøgende
Hvad du skal lytte efter på en jazzklub
Swing, Dixieland, bossa nova og standards i klare vendinger, så en første aften på en jazzklub i Prag giver mening fra første omkvæd.
Reservér din plads på Reduta ↗Før bandet starter
En aften på en jazzklub belønner lidt lytteøvelse, og en hurtig læsning af denne side gør det. Redutas program bevæger sig mellem swing, Dixieland, mainstream og moderne jazz, big band, blues, funk, bossa nova og jazzpop, så bandet, du hører på din dato, kan spille enhver af dem. Du behøver ikke kende navnene. Det, der hjælper, er at vide, hvad hver stil forsøger at gøre, for det fortæller dig, hvor du skal rette ørerne hen, når lyset dæmpes.
Swing: følelsen der får dig til at tromme med foden
Swing opstod i USA i slutningen af 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne og var national underholdning fra midten af 1930'erne. Dets big bands havde en rytmesektion med trommer, bas og klaver eller guitar, hvor messing- og træblæsersektioner udvekslede korte fraser, mens solister improviserede over arrangementet. Wikipedia tilskriver string bass-spillere æren for at have gjort de hurtigere 4/4-tempoer mulige. Når folk siger, at et band swinger, mener de, at rytmen har et svævende drive, der falder både mellem og på slagene.
Dixieland: alle improviserer på én gang
Dixieland, også kaldet traditionel jazz, voksede ud af musikken fra New Orleans i begyndelsen af det tyvende århundrede. Et standardband har en frontlinje med trompet eller kornet, trombone og klarinet, med en rytmesektion bag sig. Normalt fremfører ét instrument melodien, mens de andre improviserer omkring den samtidig. Wikipedia kalder denne kollektive improvisation for stilens definerende træk. Hvis det lyder som en samtale, hvor alle taler på én gang, hører du det korrekt.
Bossa nova: jazz med en roligere puls
Bossa nova er en brasiliansk stil, der opstod i Rio de Janeiro i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne. Wikipedia kalder det en afslappet samba-stil med en rolig, synkoperet rytme og uden danse trin, spillet fingerstyle på en nylonstrenget guitar. João Gilbertos album Chega de Saudade fra 1959 var med til at etablere den, med harmonier af Tom Jobim. Jazzmusikere optog den, og mange bossa nova-sange er nu jazzstandarder, så et bossa nova-nummer kan dukke op i et ellers swingende sæt.
Standarder: sangene alle kender
En jazzstandard er en komposition, der er bredt kendt og spillet af jazzmusikere. Mange begyndte som Broadway- eller Hollywood-sange. Wikipedia nævner George og Ira Gershwins Summertime fra 1935 og Rodgers og Harts My Funny Valentine fra 1937 blandt de mest indspillede, og de er de to melodier, Bill Clinton spillede med et tjekkisk band på Reduta i 1994. På en klub spiller et band ofte en standard, lader hver musiker improvisere over den og vender derefter tilbage til melodien.
Hvorfor et lille rum ændrer måden, du hører på
Big bands blev bygget til dansehaller, og små grupper er bygget til rum som en klub. I en sal med en lav scene hører du instrumenterne, før lydanlægget gør: basens pluk, børsten på lilletrommen, åndedrættet før en saxofonfrase. Klubbens program inkluderer big bands og mindre grupper, så en aften med en kvartet giver dig en helt anden tekstur end en med et dusin musikere. Ingen af dem er bedre. Vælg den lyd, du er nysgerrig efter.
Sådan lytter du, takt for takt
Vælg ét instrument og følg det gennem et vers. Skift derefter til bassen, som holder harmonien i bevægelse, og til sidst til trommeslageren. Når en solist slutter, klapper salen ofte midt i sangen, og det er normalt. I en lille sal som Redutas vil du også høre spillerne reagere på hinanden, så se på deres ansigter lige så meget som deres hænder. Til sidst: læg telefonen væk – salen bliver mørk af en grund, og aftenen er skabt til at lytte.
Kilder